Paradoks: Vi mangler arbejdskraft, - men har mange uudnyttede ressourcer.
I Danmark er der i dag mangel på arbejdskraft på en række områder. Ledigheden har nået et lavpunkt og vi er begyndt at søge arbejdskraft udenfor landets grænser. Det er i sig selv ikke nogen dårlig ide, - men jeg så gerne at vi først forsøgte at bruge de mange uudnyttede menneskelige ressourcer, som vi har i Danmark i forvejen. I Danmark er der i alt ca. 900.000 mennesker på overførselsindkomst i forhold ud af en befolkning på 5 millioner. Der er mange gode grunde til at der er folk på overførselsindkomster. - Men mon ikke det store tal alt i alt tyder på, at vi har fået indrettet samfund og arbejdspladser, sådan at der ikke rigtig er plads til alle?
Jeg mener vi har behov for et langt mere fleksibelt arbejdsmarked, med fleksible job og økonomiske incita menter, der gør at alle - som kan - har lyst til at bidrage og altså lyst til at arbejde. Nogle har det godt med at arbejde 50 timer om ugen, andre kan kun klare 15 timer. - Min pointe er, at der er brug for alle, og at vi skal have plads til alle.
7. november 2007 kl. 16:18 #
Apropos mangel på arbejdskraft.
Der er en række fagområder, hvor der pt. er eller der forudsiges om få år at blive en gavaldig mangel på uddannede medarbejdere.
Det kan derfor undre mig at man ikke fra samfundets side opprioriterer de uddannelser hvor der er eller forudsiges mangel og nedprioriterer de uddannelser, hvor der måske for tiden er rigeligt med uddannede.
Jeg så jo gerne at man gjorde noget for at de unge søger uddannelse indenfor de tekniske fag, ingeniører, teknikkere mv. men det synes som om at de humanistiske fag er mere tiltrækkende. Det kan vores industri jo bare ikke leve af.
Der skal nogle veluddannede medarbejdere til at designe og konstruere fremtidens produkter, som jo i bund og grund er det vi alle sammen lever af, hvis vi da vil købe biler, benzin, radio/tv og mange andre produkter fra udlandet. Det kræver jo at vi har nogle varer at “bytte” med. Bliver der ikke udviklet nye attraktive produkter bevæger vi os mod “afgrundens rand” for nu at citere en socialdemokrabatisk politiker.
Hvor er Ny Alliance i dette spil?
26. maj 2008 kl. 17:19 #
Hej Vibeke!
Jeg blev meget glad for at læse din mening om de mange mennesker på overførselsindkomst, men jeg tror løsningen er lidt mere kompliceret end blot at tale om nedsat arbejdstid.
Nogen taler om dem, der kan, men ikke vil yde, før de skal nyde.
Men ingen ønsker at være udelukket fra at yde til fællesskabet, for alle mennesker fødes med et stort behov for at være værdifulde for de små, større og store fællesskaber, de er en del af.
Så lyst til at have et arbejde har alle fra starten.
Men der findes ret så mange mennesker, der er anderledes end flertallet,(ikke forkerte)på forskellige måder.
Jeg selv er et eksempel på et menneske, der til trods for store medfødte og erhvervede kompetencer har måttet holde mig borte fra arbejdsmarkedet i ca. 20 år.
Først sidste år fandt jeg ved et tilfælde ud af en del af forklaringen: jeg er det, man kalder “særligt sensitiv”, hvilket betyder, at jeg både fysisk og psykisk er udstyret med flere “antenner” end normale mennesker, så alt opleves meget voldsomt. At være med til Landsmødet lørdag formiddag i 4 timer sammenlagt med 2 køreture på 2 timer pr. stk. har udmattet mig så meget, at jeg først nu så småt begynder at vågne op til dåd.
Omkring 15 til 20 % af alle mennesker er indrettet på denne måde.
Udover at blive hurtigt udmattet har dette også haft andre konsekvenser for mig: jeg bliver let nervøs (får stress), får let psykosomatiske symptomer, er meget intens og engageret i det, jeg nu interesserer mig for, reagerer kraftigt på pludselige og høje lyde, opfører mig næsten som en person med posttraumatisk stressdisorder m.m..
Dette sammen med en høj intelligens og begavelse på en masse områder,især det musiske og spirituelle, som muligvis/muligvis ikke hænger sammen med det særligt sensitive, har medført en anderledeshed, der har animeret rigtigt mange mennesker til at mobbe mig i tidens løb, hvilket selvfølgelig kun har intensiveret min følsomhed yderligere.
Resultatet blev, at jeg til sidst var nødt til at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet for 23 år siden.
Jeg har siden 1995 gjort mange forsøg på at vende tilbage, også ledt efter nye uddannelsesmuligheder (taget 1 år af 5 uddannelser + andet), sågar afprøvet jobbet som børnetandlæge for 5 år siden, men hver gang med dårligt resultat, og tilsidst ventede jeg bare med længsel på at kunne få efterløn, som jeg nu modtager med god samvittighed, men stadig med en længsel efter at udnytte mine evner til gavn for fællesskabet.
Desværre kender jeg andre eksempler på mennesker, der simpelt hen passer for dårligt til normen og derfor også er nødt til at leve af en eller anden form for offentlig bistand, hvilket, skal jeg hilse at sige, er yderst ydmygende, pine- og sorgfuldt for alle, men især for mennesker, der absolut rummer mange ressourcer, men på grund af deres specielle psyke er afskåret fra at få et “almindeligt” arbejde. Og jeg taler ikke om deciderede psykisk syge personer, kun psykisk mindre robuste.
I dag udlever jeg mit medfødte potentiale som kunstner/opfinder, debattør på nettet, hjælper, når familien og mennesker i min omgangskreds har behov for hjælp m.m.,
men ønsker at være til endnu mere gavn og kan da i det mindste rette opmærksomheden mod mennesker på overførselsindkomst og måske ændre holdningen til disse mennesker, som bestemt ikke “er dovne” og kun vil nyde.
Spørgsmålet er jo også, om Danmark har råd til at overse disse mennesker, som muligvis som jeg rummer evner, der er i høj kurs i dag, men som kun få er i besiddelse af. Måske er det de særligt følsomme mennesker, der ofte er kunstnere og alternativ behandlere o.l., der er bedst til at løse de essentielle samfundsproblemer.
Venlig hilsen Lisbet Mørk
18. november 2009 kl. 11:53 #
Tak til Lisbet Mørk for en interessant kommentar.